Falck opsiger samarbejdet med Redning Danmark-station

Redning Danmarks station i Holsted skal ikke længere udføre opgaver for Falck. Redningskorpset har opsagt samarbejdet efter det, der af Falck betegnes som forsøg på at miskreditere medarbejdere hos Falck. Ifølge BeredskabsInfos oplysninger er det stationens daglige leder, som på sociale medier har skrevet kommentarer om Falck.

Redning Danmark har siden 2018 været landsdækkende underleverandør til Falck, og organisationens stationer udfører blandt andet alle sværvognsopgaver for Falck.

Stationen i Holsted indgår imidlertid ikke længere i dette samarbejde. Ifølge BeredskabsInfos oplysninger meddelte Falck tidligere på måneden stationen, at samarbejdet var afsluttet. Baggrunden var angiveligt, at stationens daglige leder har skrevet en række kommentarer om Falck på de sociale medier.

Forsøg på at miskreditere medarbejdere

Falck bekræfter, at samarbejdet med stationen i Holsted er ophørt:

”Vi har opsagt en leverandør, da leverandøren offentligt har forsøgt at miskreditere medarbejdere hos Falck. Det er uacceptabelt og ikke foreneligt med et fortsat samarbejde. Vores kunder i det pågældende område vil ikke mærke nogen forskel, da vi har indgået aftale med en anden lokal leverandør”, fortæller Gunnar Thykjær, der er senior director i Falck Assistance Nordic.

Redning Danmark i Holsted er ejet af Peter Hyllested. Ifølge Redning Danmark har stationen fem fastansatte og fire afløsere.

Annonce