Sikkerheden er for dårlig, når der skal fjernes havarerede køretøjer på de danske motorveje og motortrafikveje. Både for autohjælpspersonale og trafikanter sker der alt for ofte ulykker, og derfor bør der altid sendes en tavlevogn med stødabsorbering. Sådan lyder opfordringen fra Dansk Erhverv, 3F, Falck og SOS Dansk Autohjælp.
I dag er ordningen, at der ved akut farlige situationer på motorveje og motortrafikveje afsendes en TMA (en tavlevogn med stødabsorbering), ligesom farten bliver sat ned til 80 km/t. Men når der f.eks. holder havarister i nødsporet, og autohjælperne skal fjerne materiellet, så etableres der ikke en ordentlig afspærring, og bilerne kører forbi med op til 130 km/t og lastbilerne med op til 90 km/t.
Sådan lyder det fra Dansk Erhverv, 3F, Falck og SOS Dansk Autohjælp i et fælles opråb til Folketingets Transportudvalg.
De fire organisationer henviser til, at Vejdirektoratet har sendt et udkast til bekendtgørelse om vejautoværn og TMA-systemer mv. i høring. Her fremgår det, at TMA-systemerne skal anvendes på motorveje og motortrafikveje ved akutte trafikfarlige hændelser, mens TMA-systemerne kan anvendes på motorveje og motortrafikveje ved udførelse af reparation eller fjernelse af havarerede køretøjer.
Organisationerne anbefaler, at der skal anvendes TMA i begge situationer.
Ikke tilstrækkelig sikkerhed for redderne
”Vi har desværre for dårlig sikkerhed for både trafikanter og autohjælpspersonale på danske motor- og motortrafikveje ved fjernelse af havarerede køretøjer. Alt for ofte har vi set alvorlige ulykker, hvor autohjælpere har mistet livet eller er kommet meget alvorligt til skade, og hver dag er der nærved-ulykker for dem, der har vejen som arbejdsplads”, skriver organisationerne – og fortsætter:
”Trafikintensiteten kombineret med de ofte smalle nødspor udfordrer både fremkommelighed og sikkerheden på statsvejnettet, når der holder et havareret køretøj i et nødspor. Trafikanters manglende opmærksomhed er også årsag til nærved-hændelser og alvorlige uheld. De nuværende regler giver ikke tilstrækkelig sikkerhed for redderne. Ligeledes er sikkerheden for de havarerede trafikanter, der opholder sig i eller ved deres havarerede køretøj, samt øvrige trafikanter udfordret i forhold til risikoen for alvorlige ulykker”.
Som et eksempel fra det danske statsvejnet nævner Dansk Erhverv, 3F, Falck og SOS Dansk Autohjælp, at en havareret varevogn holder i nødsporet på M60 med tre vognbaner i samme retning. En lastbil kommer kørende, dels i nødsporet og dels i første vognbane, og rammer den havarerede varevogn, fortsætter og rammer autohjælpskøretøjet, der holder i nødsporet foran den havarerede varevogn. Artiklens billede stammer fra denne ulykke.