Falck: Autohjælpsvogne til færdselsuheld var ekstra service i overgangsperiode

Den 1. juli 2008 overgik ansvaret for redningsopgaver ved blandt andet færdselsuheld til kommunere, men mange kommuner har endnu ikke svært redningsmateriel. Og det er årsagen til, at Falck i en overgangsperiode som en ekstra service valgte også at sende et autohjælpskøretøj til færdselsuheld, når der blev rekvireret en ambulance fra redningskorpset. Det skriver Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, i et brev til regionerne – hvor han også oplyser, at Falck har valgt at indstille servicen fra 1. august for at undgå yderligere polemik.

Allan Søgaard Larsens brev er sendt til regionerne efter en sommer, hvor der har været fokus på Falcks etik i markedsføringen.

I brevet forklarer Falck om baggrunden for, at der siden 1. juli 2008 i visse tilfælde er blevet sendt autohjælpsvogne fra Falck til færdselsuheld, når alarmcentralen har rekvireret ambulancer fra Falck. “Kun enkelte brandvæsener råder over svært redningsmateriel på linje med dét, Falck hidtil har benyttet ved personredning og den efterfølgende rydning af veje efter uheld. For nu at være sikre på, at der ved dette skift ikke ”faldt noget mellem stolene” – blandt andet på grund af sommerferien – så har Falck siden 1. juli i relevante tilfælde valgt at fremsende et sådant køretøj. Det ekstra mandskab og materiel har hverken kostet kommunerne eller regionerne penge. Hvis der har været opgaver, der krævede brug af kranvogn, har vi udført disse opgaver. Hvis ikke, er vi blot kørt igen”, skriver Allan Søgaard Larsen.

Men nu er det under alle omstændigheder slut med det, som Falck selv betegner som en særlig service. “Vi kan kun beklage, hvis nogen har fundet, at denne særlige service i en overgangsperiode var et udtryk for ”misbrug” af oplysninger om færdselsuheld. Vi har svært ved at se, at det kan være ”misbrug” at hjælpe mennesker i nød. For at undgå yderligere polemik i denne sag, vil vi dog indstille denne service med virkning fra 1. august 2008. Vi vil naturligvis fortsat udføre kranvognsopgaver, hvor vi er rekvireret af politi, brandvæsen eller af medlemmer med abonnement”, skriver Falcks koncernchef.

Annonce