Endnu et af Redning Danmarks lokale selskaber er gået konkurs. Denne gang er det Redning Danmark i Aars, der er blevet taget under konkursbehandling ved Retten i Aalborg. Det sker efter et stort underskud i seneste regnskabsår. Et andet Redning Danmark-selskab på samme adresse ser dog ud til at fortsætte aktiviteterne.
I det seneste regnskabsår, der af tekniske årsager kun omfattede seks måneder, oplevede Redning Danmark Aars ApS en kraftig stigning i bruttofortjenesten, der landede på 3,4 mio. kr. mod 2,5 mio. kr. i de forudgående 12 måneder.
Især høje personaleomkostninger – på 4,9 mio. kr. mod 2,3 mio. kr. året før – førte dog til, at selskabet fik et driftsunderskud på 1,7 mio. kr. Dermed blev selskabets egenkapital også negativ med 0,5 mio. kr., hvilket altså viser, at der var markant mere gæld end aktiver.
Direktør troede på fortsat drift
Så sent som for en måned siden skrev Redning Danmark Aars’ direktør, Leif Henriksen, under på et regnskab, hvor han erklærede, at ”Det er ledelsens vurdering, at selskabet på trods af de generede underskud vil være i stand til at fortsætte driften og over en årrække reetablere selskabskapitalen”.
Men mandag afsagde Retten i Aalborg konkursdekret over Redning Danmark Aars, hvorefter ansvaret for selskabet er overgået til en advokat, der fungerer som kurator.
Redning Danmark Aars ApS er ejet af holdingselskabet Promix Invest ApS, der har Naree Henriksen som eneejer. Redning Danmark Aars har i dag adresse i Gistrup, og på samme adresse ligger selskabet Redning Danmark Nord ApS. Det er også ejet af Promix Invest ApS, og det ser ud til at fortsætte aktiviteterne. Men selskabet har en kontroversiel og noget kompliceret forhistorie. I 2021 overtog Promix Invest nemlig et andet selskab, Redning Danmark Nord A/S, der tidligere var ejet af Redning Danmarks adm. direktør, Uffe Dalsgaard. Efter fem måneder gik dette selskab konkurs, men aktiviteterne overgik til det nye selskab Redning Danmark Nord ApS, der var stiftet blot to dage forud for konkursen, men altså bortset fra selskabsformen havde præcis samme navn.
Redning Danmark Aars havde ved seneste opgørelse 14 ansatte.