Efter alvorlige ulykker: Falck sender nu to skiltevogne til opgaver på motorvejen

Arkivfoto

To alvorlige ulykker med skiltevogne på de sjællandske motorveje får nu Falck til at ændre retningslinjerne på området. Fremover sendes der således altid en ekstra skiltevogn til opgaver på motorvejene. Det sker for at skabe ekstra sikkerhed for redderne og større opmærksomhed hos bilisterne. Ved den ene ulykke fik en Falck-redder brud på begge ben.

Ved begge ulykker kørte bilister ind i en skiltevogn, der varslede arbejde længere fremme. Den ene ulykke skete sidste fredag på vest-motorvejen. Og den anden fandt sted i tirsdags på Køge Bugt Motorvejen ved Greve. I den ene ulykke blev en lastbilchauffør hentet af en ambulance. I den anden blev en medarbejder hos Falck fløjet direkte til Rigshospitalet, hvor han blev opereret for brud på begge ben. Det oplyser DR Nyheder.

Begge episoder har sat et stort aftryk hos Falck, siger Mikala Fischer Hansen, der er direktør for Falcks assistanceforretning. ”Vi er meget påvirkede af det her – både ledelsen og vores ansatte”, siger hun.

Derfor har Falck ændret sine regler, så der altid kører en ekstra skiltevogn med ud på motorvejen.

”Retningslinjen hidtil har været, at det var op til redderen at vurdere, om der var brug for en ekstra skiltevogn. I fredags ændrede vi den retningslinje med øjeblikkelig virkning, så det er ledelsen, der indsætter en ekstra skiltevogn”, siger Mikala Fischer Hansen til DR Nyheder.

Annonce