Dieselprisen er på himmelflugt, og hos Dansk Autohjælp kan man tydeligt mærke en af konsekvenserne: Selskabet får stadig flere sager med bilister, som har fået stjålet diesel fra deres parkerede biler. Brændstoftyvene går nemlig ikke længere kun efter private olietanke, nu kan heller ikke almindelige bilister vide sig sikre.
Dieseltyverierne finder sted over hele landet, og overalt er fremgangsmåden er den samme: Tyvene finder en bil på et øde eller meget lidt trafikeret sted, og borer så hul i brændstoftanken og stjæler dieselen. Når ejeren senere kommer ud til sin bil, finder han den tom for brændstof. Ofte er der plamager efter spildt brændstof på jorden, og nogle finder spåner, fordi tyvene har boret hul i tanken.
”Lastbiler er ofte forsynet med ståltanke, og det gør det svært at stjæle brændstof fra disse. Anderledes let er det, hvis bilen har en plasttank, og vi oplever for eksempel, at der er slået hul i tanken med en spidshammer”, fortæller stationsleder Henrik Ahlstrøm Olsen fra Dansk Autohjælp i Køge.
Hos Dansk Autohjælp oplever man jævnligt bilister, som har startproblemer, men hvor man kan konstatere, at der er masser af strøm på bilen. Senere viser det sig så, at tanken er tom.
”Hvis man lige har tanket, er det jo vanskeligt at tro, at startvanskelighederne kan skyldes brændstofmangel. Men jeg vil anbefale bilejere med startproblemer at tjekke, om der er diesel på tanken, for vi oplever stadig flere tilfælde af tyverier. Hvis dieselen er blevet stjålet, mens dækslet ikke er brudt op, så nytter det ikke at hælde mere på. Så løber den bare ud under bilen”, understreger Henrik Ahlstrøm Olsen.