Dansk Autohjælps topchef fratræder

Dansk Autohjælps adm. direktør og koncernchef, Tom Petersen, forlader efter to år i koncernen sin stilling. Ifølge Dansk Autohjælp er det Tom Petersen selv, som af personlige årsager har besluttet at fratræde, og han fortsætter som koncernchef indtil der er fundet en afløser, hvorefter han i en periode vil stå til rådighed på konsulentbasis.

Tom Petersen tiltrådte som ny adm. direktør i Dansk Autohjælp i januar 2008, hvor såvel bestyrelse som ledelse i selskabet blev udskiftet efter en ekstraordinær generalforsamling.

Tom Petersen har stået i spidsen for en stor oprydning i Dansk Autohjælp, hvor problemer med et nyt IT-system, store tab på værdipapirer og en mislykket etablering i Tyrkiet gav et underskud på 24 mio. kr. i 2008. Dermed blev koncernens egenkapital halveret, og Tom Petersen kunne ved sin tiltræden blandt andet konstatere, at der ikke var procedurer for udarbejdelse af budgetter eller budgetopfølgning i Dansk Autohjælp.

“Vi vil fra bestyrelsens side sige Tom Petersen tak for hans ledelse af koncernen i to udfordrende år, og vi ønsker ham held og lykke i sit fortsatte virke”, siger Dansk Autohjælps bestyrelsesformand, Erik Østergaard.

Annonce