Dansk Autohjælp beklager Topdanmarks beslutning

Topdanmarks beslutning om efter 20 års samarbejde med Dansk Autohjælp at flytte 200.000 kunder til Falck beklages af Dansk Autohjælp, der dog understreger, at der efter selskabets opfattelse ikke er tale om, at Topdanmark er utilfreds med Dansk Autohjælps ydelser. I stedet mener Dansk Autohjælp, at Topdanmark skifter samarbejdspartner i utilfredshed over, at konkurrenten TrygVesta for nyligt også er blevet kunde hos Dansk Autohjælp.

”Det er meget overraskende for os, at Topdanmark vælger at opsige det mangeårige samarbejde, som Topdanmarks forsikringstagere har været yderst tilfredse med. Vi ved fra kundeundersøgelser, at vores kunder, og ikke mindst Topdanmarks forsikringstagere, er meget tilfredse med Dansk Autohjælps ydelser. Det skyldes, at vi ikke blot lover at være fremme, men også er fremme inden for een time i mere end 90% af tilfældene. Responstiden er det absolut vigtigste parameter for kunderne”, siger koncernchef Tom Petersen, Dansk Autohjælp.

“Dansk Autohjælp beklager, at Topdanmark ønsker at skifte hovedleverandør på trods af det mangeårige samarbejde, men vi ønsker Topdanmark held og lykke med samarbejdet med den nye leverandør”, tilføjer Tom Petersen.

“Opsigelsen skyldes bestemt ikke utilfredshed med Dansk Autohjælps ydelser, og Topdanmark har intet haft at udsætte på kvaliteten, tværtimod. Vi tolker opsigelsen således, at Topdanmark ikke har ønsket at bruge samme leverandør som Topdanmarks konkurrenter. Men vi kører for alle, der ønsker at benytte vores ydelser”, fortæller Dansk Autohjælps bestyrelsesformand, Stefan Molzen.

Dansk Autohjælp fortsætter med at betjene Topdanmarks Tophjælp-kunder indtil kørslerne bliver overtaget af Falck fra årsskiftet.

Annonce