Efter 12 dages bjergningsarbejde lykkedes det fredag eftermiddag at få bjerget den sidste af de to gravemaskiner, som sad fast i Kartofte Mose ved Sakskøbing. Bjergningsopgaven var fra starten lagt i hænderne på Falck, men efter at to af redningskorpsets bjergningsvogne også var kørt fast, måtte Forsvaret kaldes til assistance.
Problemerne begyndte, da en gravemaskine på 25 tons kørte fast i det, der nu menes at være et ca. otte meter dybt mudderhul. Det skete under arbejdet med at udvide en kanal, så den bedre kan håndtere fremtidige skybrud. Endnu en gravemaskine, denne gang på 42 tons, blev kaldt til assistance, men den kørte også fast.
Derefter overgik bjergningsopgaven til Falck, der imidlertid måtte arbejde under svære forhold, hvor redderne stod i mudder til livet, og det endte med, at både en Unimog og en UniMAN fra Falck også kørte fast. De kom senere fri, men der blev derefter tilkaldt assistance fra Forsvaret – i form af bjergningsvogne fra Danilog på Vordingborg kaserne. Og i et samarbejde mellem Falck og Forsvaret lykkedes det sidst på eftermiddag fredag at få den sidste af de tunge gravemaskiner trukket fri.