Brandvæsen

Uventet regning kan give stigerokade i Sønderborg

Et serviceeftersyn af drejestigen hos Gråsten Frivillige Brandvæsen har vist, at stigen skal gennem en hovedrenovering, hvis den skal kunne godkendes som drejestige. Men en hovedrenovering vil koste næsten 700.000 kr., og det kan ikke lade sig gøre inden for det nuværende budget. Hvis politikerne ikke vil tilføre ekstra penge til beredskabet, vil konsekvensen kunne blive, at stigeberedskabet i Gråsten må nedlægges eller at den nuværende redningslift i Sønderborg sælges og at stigen fra Gråsten – der renoveres med indtægterne fra salget – så flyttes til Sønderborg.

Præhospital

Forsvarets sneberedskab er klar til at hjælpe ambulancerne

Pansrede mandskabsvogne, lastbiler og hjemmeværnsfolk har siden mandag eftermiddag været parate til at hjælpe den civile ambulancetjeneste under snestormen. Alene på Sjælland og Lolland-Falster er 12 pansrede mandskabsvogne (PMV’er) og 12 lastbiler kørt i beredskab. De bemandes af i alt 50 hjemmeværnsfolk, mens andre godt 100 hjemmeværnsfolk fra Totalforsvarsregion Sjælland står klar til at afløse deres kollegaer.

Politi

Får bøde for misbrug af blå blink

En 19-årig mand står til en bøde, efter at han onsdag eftermiddag kørte med blå blink ved Henne Strand. I alt fik politiet onsdag anmeldelser om tre episoder med ulovlig anvendelse af blå blink i Varde-området, og politiet beskriver brugen af de blå blink som en ny dille blandt de unge i lokalområdet.

Brandvæsen

Lyngby-Taarbæk Brandvæsen satser på tanksprøjter

Størstedelen af de 900 brandhaner i Lyngby-Taarbæk Kommune vil i de kommende år blive nedlagt, og det får Lyngby-Taarbæk Brandvæsen til at ændre vandforsyningskonceptet. Som led i en udskiftning af næsten hele vognparken vil de to nuværende autosprøjter således blive erstattet af to tanksprøjter med hver 5.000 l. vandtank, og som noget nyt får brandvæsenet også en tankvogn. Desuden skal der anskaffes en ny drejestige.

Præhospital

Region vil have statslige penge til en akutlægebil i Hjørring

Region Nordjylland blev den store taber i kampen om placeringen af de tre akutlægehelikoptere, som fremover skal udgøre den landsdækkende lægehelikoptertjeneste. Den nordligste af helikopterne bliver således placeret i Skive, og det giver en dårlig dækning af Nordjylland. I stedet satser Region Nordjylland på at få en stor del af regeringens nye akutpulje – og pengene skal først og fremmest bruges på at udvide beredskabet med en akutlægebil i Hjørring.

Brandvæsen

Stort underskud tvinger Københavns Brandvæsen til at reducere beredskabet

Udsigten til et underskud på 11 mio. kr. i år tvinger nu Københavns Brandvæsen til at reducere det daglige beredskab, så der i perioder kan være op til seks færre brandfolk på vagt end normalt – og i særlige tilfælde således, at hele beredskabet på Dæmningens brandstation nedlægges. Underskuddet skyldes først og fremmest et stort sygefravær, mens også tabet af kontrakter med Region Hovedstaden, ombygning af ambulancer samt en ubudgetteret anskaffelse af nye drejestiger har forværret brandvæsenets økonomi. Udover et mindre beredskab skal der hentes besparelser ved at stoppe anskaffelser og ved at lade brandfolkene overtage opgaver fra brandvæsenets serviceafdeling.

Præhospital

Problemer med akutbil i Holstebro kostede Region Midtjylland akkrediteringen

Flere alvorlige problemer med den sygeplejerskebemandende akutbil i Holstebro er den direkte årsag til, at det præhospitale beredskab i Region Midtjylland – Præhospitalet – ikke fik sin akkreditering i første forsøg. Især var kvaliteten af sygeplejerskernes journaler meget dårlig, og i en række tilfælde var journalerne ikke blevet videregivet til sygehusene. Til gengæld blev de tre ambulanceoperatører alle akkrediteret; Samsø Redningskorps og Falck klarede sig bedst, mens Responce fik lidt flere anmærkninger.

Brandvæsen

Frivillige i beredskabet skal hjælpe med snerydning

I Roskilde skal frivillige i beredskabet nu hjælpe med at fjerne sne – i hvert fald i de situationer, hvor der er meget sne. Roskilde Brandvæsen og kommunens materielgård har nemlig indgået en aftale om at lave et fælles sne-akutberedskab. Dermed kan materielgården bruge de frivillige brandfolk som en specialenhed, hvis der bliver behov for det, f.eks. når der ikke kan skaffes tilstrækkeligt ressourcer fra materielgården, eller når det faste mandskab skal hvile efter mange timer på gader og stier.