Præhospital

Finanslovsaftale: 16 mio. kr. til flere akutlægebiler – og tre døgndækkende helikoptere

Fra næste år bliver der afsat 16 mio. kr. om året til nye akutbiler og akutlægebiler. I en ny delaftale om finansloven har regeringen og Enhedslisten aftalt, at pengene placeres i en pulje, som regionerne kan søge tilskud fra. Desuden er der indgået aftale om, at de tre kommende akutlægehelikoptere alle skal være døgndækkende – og at de som ventet skal placeres i Ringsted, Billund og Skive.

Brandvæsen

Borgmester: Alvorlige alarmfejl da mandskabskurv faldt i vandet

Der skete alvorlige fejl, da beredskabet skulle alarmeres efter en dramatisk arbejdsulykke i Hirtshals i juli. Det mener Hjørrings borgmester, Arne Boelt, og Region Nordjylland erkender da også, at der i første omgang blev disponeret forkert, da der kun blev sendt to ambulancer til ulykken, hvor fire mand i en mandskabskurv faldt i vandet. Der gik også lang tid, inden den lokale redningsstation blev alarmeret.

Præhospital

Aftale mellem region, Falck og Responce sikrer uændret lægebilsdrift

Selv om Region Midtjyllands kontrakt med Falck om drift af lægebilerne i Horsens og Randers tidligere på måneden blev annulleret på grund af alvorlige udbudsfejl, så fortsætter Falck alligevel med at drive de to lægebiler. En ny aftale mellem Region Midtjylland, Falck og Responce indebærer nemlig, at Falck beholder lægebilerne – men til gengæld vil Falck så ikke klage over det seneste lægebilsudbud, som Responce vandt. I det udbud blev der nemlig benyttet samme udbudsmateriale, og dermed ville Falck have gode chancer for at få annulleret Responces kontrakt.

Autohjælp

Ny brand- og redningsstation i Holstebro indviet

Tirsdag blev Falcks nye brand- og redningsstation i Holstebro officielt indviet. Stationen er opført på samme grund som byens hidtidige Falck-station, der blev revet ned sidste år. I de nye bygninger samles ambulancer og redningskøretøjer samt de brandkøretøjer, som siden Falcks overtagelse af det kommunale brandvæsen fortsat har haft base på den kommunale brandstation. Stationen, der har kostet omkring 23 mio. kr., bliver arbejdsplads for ca. 100 medarbejdere.

Brandvæsen

Her er de 20 initiativer til bedre sikkerhed for røgdykkere i Københavns Brandvæsen

Efter den seneste tids hårde kritik af arbejdsmiljøet for røgdykkere i Københavns Brandvæsen har brandvæsenet præsenteret 20 initiativer, der skal sikre, at alle medarbejdere kan være trygge ved håndteringen af arbejdsmiljø og sikkerhed. Samtidig understreger brandvæsenets ledelse, at der ikke har været tale om, at man ville ”vaske hænder” i forbindelse med kritikken fra Avisen.dk – en kritik, som ifølge brandvæsenet har haft som mål at stille Københavns Brandvæsen i et så dårligt lys som muligt.

Brandvæsen

Rapport retter hård kritik mod sikkerheden i Københavns Brandvæsen

Elendig sikkerhed, livsfarlige kollaps under øvelser og en macho-kultur, der presser elitebrandfolk til at gennemføre øvelser – uanset hvor uforsvarligt, de oplever det. Sådan er det dystre billede af sikkerheden i Københavns Brandvæsen, som tegnes i en ny rapport. Med rapporten mener Københavns Brandvæsen imidlertid at have vendt hver en sten, og det resulterer nu i 20 konkrete anbefalinger til opstramninger på sikkerheden.

Præhospital

Redningshelikopter jagtede drenge efter angreb med laserpen

Lørdag aften var en redningshelikopter på vej til Rigshospitalet med en alvorligt syg patient, da der over Gerlev ved Skibby var nogen, som forsøgte at blænde piloten med en laserpen. I første omgang fortsatte helikopteren til Rigshospitalet, men da patienten var afleveret, vendte helikopteren tilbage til det præcise koordinat, hvor den befandt sig, da piloten blev forsøgt blændet. Derefter blev politiet dirigeret til stedet ved hjælp af helikopterens projektør, og det førte politiet til fem lokale drenge.

Brandvæsen

Konsulenter skal udspørge brandfolk

Et eksternt konsulentfirma skal i den kommende tid interviewe alle de brandfolk fra Københavns Brandvæsen, som deltog i en serie røgdykkerkurser, der var led i brandvæsenets udvælgelse af medarbejdere til den nye specialtjeneste. Mindst tre af de 39 deltagere endte på sygehuset, og derfor har Københavns overborgmester, Frank Jensen, bedt om en redegørelse – og den skal altså blandt andet baseres på interviews med brandfolkene.

Brandvæsen

Beredskabschef beskyldes for at have talt usandt på TV

Torsdag deltog Københavns beredskabschef, Jakob Vedsted Andersen, i et direkte TV-interview, hvor han fortalte, at alle de kritiserede Travox 120 kredsløbsapparater var blevet udskiftet. Tidligere har Københavns Brandvæsen skriftligt oplyst, at apparaterne udgik fra 1. maj 2012. Men billeder fra Christianshavn brandstation viser, at apparaterne stadig var i brug på stationen. Da brandvæsenet blev opmærksomt på, at en avis havde billeder af de gamle apparater, fik brandstationen besked på at fjerne apparaterne og dække dem til med blå plastik.