Præhospital

Akutlægebil i Thisted sættes i drift

Fra 1. februar 2021 opgraderes det præhospitale beredskab i Thisted med en døgnbemandet akutlægebil. Det sker, efter at regionspolitikerne i Region Nordjylland I forbindelse med budgetaftalen for 2021 blev enige om at afsætte penge til akutlægebilen. Når akutlægebilen er i drift, vil Region Nordjylland i alt have tre akutlægebiler, der har base i Aalborg, Hjørring og Thisted.

Politi

I fængsel for at livestreame sit eget færdselsuheld

En 30-årig kvinde fra Bagsværd skal nu i fængsel og afsone 20 dage for en række grove overtrædelser af færdselsloven, hvilket hun livestreamede på Facebook. Hun filmede, mens hun kørte over for rødt lys, hun kørte langt over den tilladte hastighed, og hun fortsatte videre efter at have påkørt to parkerede biler.

Autohjælp

Nye afmærkningsvogne skal beskytte redningspersonale

I Vejdirektoratets og Rigspolitiets igangværende udbud af beredskabsydelser bliver der stillet med skærpede krav til nye afmærkningsvogne, der bedre skal beskytte vejarbejdere og redningspersonale mod at blive påkørt, når de håndterer akutte hændelser på vejene. I alt skal der investeres i op til 50-60 såkaldte TMA-systemer.

Brandvæsen

Ny brandstation i Aarhus ventes at stå klar i 2023

Den 1. januar 2023 forventer Østjyllands Brandvæsen at kunne tage en ny station Aarhus Syd i brug. Stationen bliver på 2.100 m2, og udover faciliteter til det døgndækkende 1-minutsberedskab får stationen også værkstedsfaciliteter. Efter en udbudskonkurrence har Østjyllands Brandvæsen valgt totalrådgiverteamet til byggeriet, der dermed går ind i realiseringsfasen.

Præhospital

Kunstig intelligens opdager hjertestop ved 112-opkald

Et nyt forskningsprojekt viser, at kunstig intelligens (AI) erkender 10 pct. flere hjertestop end de sundhedsfaglige visitatorer på AMK-vagtcentralerne. Og erkendelsen sker 10 sekunder hurtigere, når AI ”lytter” med på opkaldene. Det kan lade sig gøre, fordi AI er blevet trænet gennem mere end 150.000 opkald – og derfor kan genkende beskrivelser og mønstre i samtalen.

Præhospital

Det går godt hos Samsø Redningskorps

Med et driftsoverskud på 3,2 mio. kr. blev regnskabsåret 2019/20 et godt år for Samsø Redningskorps, som kunne glæde sig over både stigende omsætning og faldende omkostninger. Billige færgebilletter har givet mange turister og stor autohjælpsaktivitet, og samtidig er både brandsluknings- og ambulancekontrakter forlænget for en lang periode.

Politi

Patruljevogn ramt af is fra lastbil

Efter at en patruljevogn fra Midt- og Vestsjællands Politi blev ramt af en isblok, der fløj af taget fra en lastbil, kommer Midt- og Vestsjællands Politi med en opfordring til især lastbilschauffører, men også til bilejere, om at få fjernet sne og is fra bilerne inden kørsel. Patruljevognens kofanger tog ikke skade af sammenstødet med isblokken, men lastbilchaufføren kan miste kørekortet.

Politi

Håndværker idømt stor bøde efter gaseksplosion

En VVS’er er ved Retten i Randers blevet idømt en bøde på 40.000 kr. for at have sjusket med sikkerheden, da en af hans ansatte installerede en gasvandvarmer, som endte med at eksplodere, så en kvinde fik flere forbrændinger på kroppen. Der var ikke foretaget den korrekte kontrol og afprøvning, og installationen var på flere punkter sket i strid med vejledningen.

Præhospital

USA: Præmier skal få skeptiske brand- og ambulancefolk til at blive vaccineret

Siden pandemiens start er godt 670 af Los Angeles’ brand- og ambulancefolk blevet testet positive for corona-virussen. 12 har været indlagt og to er døde. Alligevel vil omkring halvdelen af byens brand- og ambulancefolk sige nej til at blive vaccineret. Det får nu brandvæsenet til at tage et utraditionelt middel i brug: Der er udsigt til præmier for at sige ja til vaccinen.