År: 2017
Brandmand fik brud på rygsøjlen under indsats
En brandmand fra Nordjyllands Beredskab i Thisted kom natten til søndag til skade under efterslukningen af en brand i en beboelsesejendom i Sønderhå i Midtthy. Brandmanden blev ramt af en nedfaldende loftsplade, hvorved han pådragede sig et brud på rygsøjlen. Han blev bragt til hospitalet i Aalborg.
Sundhedsminister overrakte pris til 13-årig: Gav sin mor hjertemassage og reddede hendes liv
13-årige Emil Kjeldbjerg gav sin mor hjertemassage i deres hjem og reddede hendes liv. Guidning fra alarmcentralen og førstehjælp i skolen hjalp ham, og så havde han sammen med sin familie øvet hjertemassage på en førstehjælpsdukke. Lørdag aften fik Emil Kjeldberg så prisen som Årets Hjerteredder 2017 overrakt af fungerende sundhedsminister Karen Ellemann.
Efter storbrand: Hård kritik af alarmcentralen
Telefonkø for at komme igennem til 112. Arrogant holdning fra alarmoperatøren. Og 15 minutters responstid til et brandsted i det centrale København. Sådan lyder kritikken fra det vidne, som ringede 112 om dagens storbrand på Vesterbrogade i København. Ifølge vidnet måtte forbipasserende sørge for både afspærring af gaden og evakuering af beboerne.
Brandfolk skal måske erstatte udrykningslæge ved hjertestop
Fremover bliver det måske brandfolk, der når frem som den første ressource ved hjertestop på Mols. Hidtil har en lokal læge fungeret som udrykningslæge, men den ordning har lægen opsagt. Samtidig vurderer Region Midtjylland ikke, at responstiderne kan nedbringes ved at forkantsdisponere en ambulance til området, for ingen af de øvrige ambulancer på Djursland kan undværes. Derfor overvejer regionen nu at indgå aftale med det fælleskommunale Beredskab og Sikkerhed om en ordning, hvor brandfolk rykker ud som 112-akuthjælpere.
Ny overenskomst giver øvre grænse for arbejdstiden på døgnvagt
Fremover bliver reddere, der har arbejdet 13 timer i løbet af en døgnvagt, meldt fra vagten. Det er en af ændringerne i den nye 3F-overenskomst på redderområdet. Overenskomsten omfatter ca. 4.000 reddere hos Falck og Responce, og en anden af ændringerne er, at rammerne for døgnvagterne bliver ens hos Falck og det Falck-ejede Responce.
Flere sjællandske ambulanceudrykninger – men ambulancerne er blevet hurtigere
Sidste år rykkede ambulancerne i Region Sjælland ud godt 66.000 gange, hvilket var en stigning på 7 pct. i forhold til året før. Men trods det stigende antal udrykninger faldt den gennemsnitlige responstid fra 8:29 minutter til 8:18 minutter. En del af forklaringen er, at der i regionen er indsat 10 ekstra køretøjer til liggende sygetransport, hvilket har reduceret belastningen på akutambulancerne.
Mandskabsmangel kan føre til nedlæggelse af brandværn
For få år siden var der 18 brandfolk i Rinkenæs Frivillige Brandværn. I dag er der kun 10 tilbage – og det er for lidt til at sikre korrekt bemandede udrykninger. Derfor risikerer brandværnet at måtte lukke, når der ved årsskiftet skal indgås en ny slukningsaftale med Sønderborg Kommune. Nu vil brandværnet atter forsøge at få rekrutteret nye brandfolk.
Dansk Autohjælp fik laveste overskud i fem år
I forrige uge præsenterede Dansk Autohjælp en ny stationsstruktur, som indebærer, at 13 stationer lukkes. Dansk Autohjælp henviste til, at der er hård konkurrence på markedet, og det illustreres af selskabets seneste regnskab, hvor overskuddet blev det laveste i fem år. Dansk Autohjælp betegner dog fortsat overskuddet som meget tilfredsstillende.
Rådsformand: 112-opkald skal behandles effektivt, med indføling og forståelse
”Det er magtpåliggende for Politiklagerådet, at det sikres, at alarmopkald via 112, men også opkald via 114, behandles effektivt, med indføling og forståelse for den situation, borgeren står i”. Det siger formanden for Politiklagerådet, landsdommer Elisabeth Mejnertz, efter at Politiklagerådet i en række sager har afgjort, at alarmoperatører på 112 har opført sig kritisabelt.