Præhospital

Var ambulanceudbud aftalt spil?

Gik alt efter reglerne, da Falck og Responce bød på ambulancekørslen i Region Midtjylland? Det skal de midtjyske regionspolitikere drøfte, efter at det er kommet frem, at der siden 2013 har været tætte økonomiske bånd mellem Falck og Responce, hvor Falck lånte et større millionbeløb til Responces ejere mod at få pant i ejernes aktier i Responce.

Brandvæsen

Nyt brandvæsen vil halvere antallet af indsatsledere

Det nye Sydvestjysk Brandvæsen, der dækker kommunerne Fanø, Esbjerg og Varde, skal spare 5 mio. kr., og en del af besparelsen planlægges hentes ved at halvere antallet af indsatsledere. Fremover skal der kun være to indsatsledervagter mod i dag fem, men der bliver dog også en mulighed for at etablere indsatsledervagt på Fanø i forbindelse med f.eks. storme.

Politi

SINE klarede presset under terrorangreb

Belastningen på SINE-nettet var voldsom under terrorangrebene i februar, men selv om der var mere end dobbelt så mange radioer på nettet som normalt, så var der stadig ledig kapacitet på de to mest brugte sendemaster. Det viser Rigspolitiets evaluering af indsatsen efter terrorangrebene, hvor der også fremgår, at alarmcentralen håndterede mange ekstra 112-opkald.

Brandvæsen

Mange danskere bliver ramt af brand i hjemmet

Omkring 360.000 danskere har oplevet brand i eget hjem inden for de seneste fem år. Det viser en ny undersøgelse fra TrygFonden, Beredskabsstyrelsen og Energistyrelsen, der opfordrer danskerne til at brandsikre deres bolig blandt andet ved at sætte røgalarmer op. Især såkaldte ”happy fires” har mange danskere oplevet.

Præhospital

Lægehelikopterne har fortsat ikke travlt

Den landsdækkende lægehelikoptertjeneste, som blev etableret i oktober 2014 og koster 127 mio. kr. om året, har fortsat ikke travlt. I 1. kvartal 2015 havde de tre lægehelikoptere i alt 477 flyvninger, og det svarer til, at hver helikopter i gennemsnit er i luften mindre end to gange i døgnet. Dermed koster hver flyvning omkring 66.000 kr.

Præhospital

Region hjemtager driften af babyambulance

Fra begyndelsen af 2016 overtager Region Hovedstaden driften af regionens særlige babyambulance fra Falck. Derfor går regionen nu i gang med at indkøbe en specialambulance med boxopbygning, som skal leveres inden årsskiftet. Babyambulancen udfører årligt omkring 140 transporter af meget syge nyfødte og helt små børn.

Brandvæsen

Brandvæsens adgang til nøglebokse hjalp politiet efter terrorangreb

Københavns Brandvæsen kender København på en anden måde end politiet, og brandvæsenet kan trække på nogle andre ressourcer end politiet. Det viste sig under indsatsen efter terrorangrebene i februar, hvor brandvæsenet sørgede for, at politiet fik adgang til nøglebokse og kontaktoplysninger, så politiet kunne komme ind og foretage eftersøgninger i nærheden af gerningsstederne.

Brandvæsen

Sammenbrud i forhandlinger om vagt i Beredskabsstyrelsen

Forhandlinger om de vagter, som gennemføres i Beredskabsstyrelsens operative del, er brudt sammen. Beredskabsstyrelsen og fagforeningerne havde ellers i længere tid forhandlet om en løsning, som kunne lovliggøre de nuværende vagtformer, men efter sammenbruddet i forhandlingerne skal vagterne i stedet omlægges, så de følger hviletidsreglerne.