Brandmand sigtet efter dramatisk ulykke
Nordsjællands Politi har sigtet en 45-årig brandmand fra Falck i Hillerød for overtrædelse af udrykningsbekendtgørelsen og færdselsloven efter en dramatisk ulykke mandag. Ulykken skete, da en autosprøjte under udrykning kørte over for rødt og ramte en personbil med et ældre ægtepar. Ægteparret blev kvæstet ved ulykken, og oprindeligt forlød det, at den 77-årige mand var i livsfare, men han ventes nu at kunne udskrives fredag.