Falck får forlænget ambulancekontrakt i Region Syddanmark
Regionsrådet i Region Syddanmark har besluttet at udnytte en option i regionens nuværende ambulancekontrakt med Falck, således at kontrakten forlænges med yderligere et år. Dermed skal Falck varetage ambulancekørsel, liggende sygetransport og teknisk disponering på AMK-vagtcentralen frem til september 2015. Regionen har således næsten to år til at gennemføre det næste udbud af det præhospitale beredskab.