Forsvarets sneberedskab er klar til at hjælpe ambulancerne
Pansrede mandskabsvogne, lastbiler og hjemmeværnsfolk har siden mandag eftermiddag været parate til at hjælpe den civile ambulancetjeneste under snestormen. Alene på Sjælland og Lolland-Falster er 12 pansrede mandskabsvogne (PMV’er) og 12 lastbiler kørt i beredskab. De bemandes af i alt 50 hjemmeværnsfolk, mens andre godt 100 hjemmeværnsfolk fra Totalforsvarsregion Sjælland står klar til at afløse deres kollegaer.