Præhospital

Region vil oprette præhospital forskningsenhed

Region Midtjylland arbejder på at etablere en præhospital forskningsenhed, der skal stimulere den præhospitale forskning. Det fremgår af en ny forskningsprofil fra regionen, der også beskriver flere aktuelle forskningsprojekter på det præhospitale område, blandt andet om avanceret luftvejshåndtering, anvendelse af apparatur til hjertemassage samt en samfundsøkonomisk analyse af akutlægebiler.

Brandvæsen

Frivillige skal anvendes ved hver fjerde assistance fra Beredskabsstyrelsen

I år skal der anvendes frivillige ved mindst hver fjerde af de assistancer, som Beredskabsstyrelsen udfører. Det er et af de resultatmål, der er fastsat i en ny resultatkontrakt, som Beredskabsstyrelsen og Forsvarsministeriet har indgået. Beredskabsstyrelsen skal også sikre, at 98 pct. af udrykningerne er fremme indenfor to timer, og at 95 pct. af rekvirenterne er tilfredse med styrelsens assistance. Hvis Beredskabsstyrelsen ikke når målene, så kan styrelsens nye direktør, Henning Thiesen, gå glip af en bonus på 90.000 kr.

Brandvæsen

Storm kostede brandvæsen 200.000 kr. i døgnet

De seneste måneders storme har presset økonomien hos Beredskabscenter Aalborg, og nu varsler beredskabscenteret, at det kan blive nødvendigt at bede politikerne om flere penge. Ved den store storm før jul havde beredskabscenteret hele 50 brandfolk i sving med at afhjælpe stormskader, og det kostede 200.000 kr. i døgnet i lønudgifter. Og hvis tendensen med mange storme fortsætter, så kan udgifterne ikke afholdes indenfor beredskabscenterets nuværende budget.

Præhospital

Falcks hjemmehjælpere smides ud af Københavns Kommune

Hjemmehjælp er et af Falcks nye forretningsområder, men nu er det slut med Falck-hjemmehjælp i København, hvor kommunen har fyret Falck som samarbejdspartner. Årsagen er, at Falck ifølge kommunen ikke har været professionelle. Således har Falck blandt andet udskrevet regninger for hjemmehjælpsbesøg, der ikke har fundet sted, ligesom Falck har glemt at orientere borgere om aflysning af hjemmehjælpsbesøg.

Brandvæsen

Brandvæsen skal købe 14 nye køretøjer

Københavns Brandvæsen har som led i den risikobaserede dimensionering fået 22 mio. kr. til nyt materiel. Den foreløbige liste over det materiel, som skal anskaffes, omfatter blandt andet et nyt ledelseskøretøj, ni fleksible enheder, to containertrækkere, containerløsninger til nødtransport, USAR og følgeskadebekæmpelse samt 28 pumper. Brandvæsenet vil forsøge at standardisere det nye materiel mest muligt for både at øge fleksibiliteten og reducere omkostningerne.

Præhospital

Midt- og nordjysk lægehelikopter har passeret 500 flyvninger

Region Midtjylland og Region Nordjyllands fælles akutlægehelikopter, der har base i Karup, har nu haft over 500 flyvninger, siden den blev sat i drift den 1. juni 2011. I alt nåede helikopteren at få 512 flyvninger i 2011, hvoraf de 401 var dagoperationer og de 111 natoperationer. Langt størstedelen af flyvningerne sker fortsat i Region Midtjylland, der har over fire gange så mange flyvninger som Region Nordjylland.

Google Maps
Brandvæsen

Hillerød får fem nye brandkøretøjer

Brandslukningen i Hillerød Kommune har været i udbud, og både driften af beredskabet og levering af køretøjer blev vundet af Falck. Den nye brandslukningskontrakt træder i kraft den 1. juli 2012, og den indebærer, at en stor del af vognparken hos Falck i Hillerød skal skiftes ud. I alt skal Falck således stille med fem nye køretøjer, der blandt andet sikrer, at førsteudrykningen fremover medbringer over 14.000 liter vand.

Præhospital

Beredskabschef: Responstiderne er jubelagtige

Den seneste måneds responstider for Roskilde Brandvæsens ambulancer er jubelagtige. Det sagde beredskabschef Carsten Iversen ved årets nytårsparade, hvor han kunne fortælle, at den gennemsnitlige responstid i Roskilde-området nu er på 7,6 minutter, mens den er på 6,4 minutter i Køge og Greve. Vejret har dog en del af fortjenesten: ”Vi takker Vorherre for den grønne vinter, som sikrer, at vi kan køre hurtigere”, sagde Carsten Iversen.

Præhospital

Regioner bekræfter: Ingen krav til antallet af reddere

De fem regioner skyder nu endegyldigt en artikel fra dagbladet Børsen ned. Avisen skrev sidste år, at Falck snød på vægten ved at anvende færre end 12 reddere til at bemande hver ambulance, men alle fem regioner oplyser nu i en redegørelse, at de ikke stiller nogen krav til Falck om, hvor mange reddere, som skal være ansat pr. ambulance. I regionernes kontrakter med Falck stilles der blot krav om, at ambulancerne altid skal være bemandet med mindst to reddere.

Præhospital

Stadig problemer med elektronisk ambulancejournal i Region Sjælland

Et pilotprojekt med brug af elektronisk ambulancejournal i Region Sjælland giver fortsat problemer for regionen. Projektet skal gøre det muligt at opsamle data om den behandlingsindsats, som udføres i de 16 paramedicinerbemandede ambulancer og akutbiler i regionen, og samtidig fungerer det som pilotprojekt for en landsdækkende løsning, der ventes klar om ca. to år. Imidlertid har der fra starten af projektet været en række problemer med både software og hardware til ambulancejournalen.