Brandvæsens skybrudsindsats kostede 805.000 kr.
Da Falster i august 2011 blev ramt af et kraftigt skybrud, fik Guldborgsund Redningsberedskab en central rolle i arbejdet med at udbedre skaderne – og herunder sikre, at en oversvømmelse af spildevandssystemet ikke førte til forurening. Der blev etableret en række pumpesteder, hvor vand fra spildevandsbrønde blev pumpet direkte ud i afvandingskanaler, og i en uge arbejdede beredskabets medarbejdere og frivillige sammen med mandskab fra Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet om den omfattende pumpeopgave. Nu er regnskabet for indsatsen så gjort op, og den samlede regning lyder på 805.000 kr.