Præhospital

Paramedicinere: Det er lægernes egen skyld

Lægers påstande om, at det nye præhospitale setup i Region Sjælland, hvor der satses på paramedicinere, skulle have kostet fem liv, er udtryk for skræmmepolitik. Det mener paramedicinernes organisation, Dansk Paramedicinsk Selskab, som tager afstand fra lægernes påstande. Lægerne mener, at problemet især er, at paramedicinerne ikke er uddannede til at håndtere fremmedlegemer i luftvejene samt varetage intubation i forbindelse med genoplivning, men paramedicinerne påpeger, at paramedicinerne meget gerne vil have de kompetencer – men at modstand fra netop lægerne har forhindret, at paramedicinerne får den ekstra uddannelse.

Brandvæsen

Endnu en brandstation er på vej mod lukning

Fra den 1. maj 2012 har Næstved Brand & Redning formentlig ikke længere en hjælpebrandstation i Herlufmagle, og 10 brandfolk vil dermed have fået en fyreseddel. Et nyt alarmeringssystem, hvor deltidsbrandfolkene kan melde sig til eller fra vagten, har tydeliggjort, at der er store bemandingsproblemer på brandstationen, men samtidig vil en lukning give en pæn besparelse. Også brandstationen i Fuglebjerg har bemandingsproblemer.

Præhospital

Reddere: Vi slår ikke patienter ihjel

Der er intet, der tyder på, at paramedicinerne har begået fejl i de 17 cases, som en gruppe læger i går brugte som argument for at genindføre lægebemandede akutbil i Region Sjælland. Det mener Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, der understreger, at der i de lægelige tilbagemeldinger i ambulancejournalerne ikke er påpeget fejl.

Præhospital

Afviser at indberetninger er kritik af paramedicinere

Fraværet af læger i Region Sjællands præhospitale beredskab koster liv, men det skal ikke ses som en kritik af de paramedicinere, der i dag bemander regionens akutbiler. Sådan lyder meldingen fra overlæge på Slagelse Sygehus’ akutafdeling, Claus Lie, der også påpeger, at lægerne ikke kan bevise, at patienterne i de meget omtalte cases havde overlevet, hvis der havde været en læge på skadestedet – men lægerne kan ifølge Claus Lie vise, at de havde kunnet give bedre behandlingsmuligheder.

Præhospital

Hård kritik fra læger: 17 alvorlige redderfejl førte til fem dødsfald

Striden mellem de tre faggrupper, der kæmper om at bemande Region Sjællands akutbiler, når nye højder, efter at anonyme læger angiveligt vil fremlægge påstande om, at paramedicinere og reddere i regionen i 17 tilfælde har begået alvorlige fejl, der resulterede i fem dødsfald og to svære hjerneskader. Men Region Sjælland skyder igen og beskylder lægerne for at være uetiske og tage patienter som gidsler i en faglig kamp, for størstedelen af de 17 tilfælde har lægerne aldrig indberettet til regionen.