Brandvæsen

Tænketank: Falck giver billigere brandslukning i Danmark

Danmark er blandt de billigste lande i den vestlige verden, når det gælder omkostningerne til brandslukning. Det viser den netop udkomne World Fire Statistics, som udgives af tænketanken The Geneva Association. Ifølge tænketanken kan årsagen til de lave omkostninger være, at Falck står for en stor del af brandslukningen, og at Falck har samdrift mellem brandslukning og andre opgaver som ambulancekørsel og autohjælp.

Foto: Rigspolitiet
Politi

Politibetjent får erstatning efter Seest-katastrofen

En kvindelig politibetjent er netop blevet tildelt små 92.000 kr. i erstatning i forbindelse med Seest-katastrofen i 2004. Hendes radio løb tør for strøm under evakueleringsarbejdet, og hun var derfor ikke opmærksom på, at de øvrige politi- og redningsfolk trak sig væk fra området. Da fyrværkerifabrikken eksploderede, nåede hun at kaste sig ned bag en garage, men efterfølgende udviklede hun posttraumatisk stress.

Google Streetview
Brandvæsen

Overvejer at bygge to nye brandstationer i Kolding Kommune

De nuværende brandstationer i Vamdrup og Stepping er begge uhensigtsmæssigt placeret, og da begge stationsbygninger desuden er i dårlig stand, overvejer Kolding Kommune at bygge to nye brandstationer. Det vil i alt koste ca. 9,4 mio. kr., og i første omgang skal kommunens beredskabskommission tage stilling til, om de nye stationer skal med i næste års budgetforhandlinger.

Autohjælp

Kørte autohjælp uden tilladelse

Firmaet Bilhuset, der driver Dansk Autohjælps station på Bornholm, er indtil videre blevet sat fra bestillingen. Det sker, efter at det er kommet frem, at Bilhuset aldrig har haft den lovpligtige tilladelse, som er nødvendig for at udføre autohjælpsvirksomhed. I stedet har en af Dansk Autohjælps sjællandske stationer fået overdraget opgaven med at dække Bornholm, og stationen har nu sendt et køretøj til Bornholm. Dansk Autohjælp vil først senere tage stilling til, om Bilhuset igen kan få lov til at indgå i Dansk Autohjælp.

Brandvæsen

Ny politisk aftale om beredskabet medfører besparelser

Som BeredskabsInfo kunne fortælle i sidste uge, har regeringen ønsket at forlænge den nuværende politiske aftale om beredskabet med endnu et år. Nu er de politiske partier, som i 2006 stod bag den nuværende aftale, så blevet enige om forlængelsen – og samtidig er det blevet aftalt, at der på flere områder skal spares på beredskabet. Antallet af værnepligtige hos Beredskabsstyrelsen reduceres således, og derfor reduceres antallet af værnepligtige på beredskabscentrenes udrykningshold også. Desuden bliver prestigeprojektet Kriseinfo.dk nu nedlagt igen.

Præhospital

Retssag mod svensk AMK-sygeplejerske er nu i gang

Retssagen mod en svensk AMK-sygeplejerske, der er tiltalt for uagtsomt manddrab, startede mandag. Den 52-årige sygeplejerske afviste at sende en ambulance til en 23-årig mand, selv om den 23-årige mistede bevidstheden flere gange under 112-opkaldet, og det har fået anklagemyndigheden til at tiltale sygeplejersken for uagtsomt manddrab. På baggrund af sagen vil de svenske alarmcentraler justere deres rekrutteringspraksis, således at der lægges mere vægt på ansøgeres evner til at vise empati og indlevelse.

Brandvæsen

Rudersdal nedlægger 360 brandhaner

I den kommende tid vil Rudersdal Kommune nedlægge godt 360 brandhaner, svarende til 2/3 af det nuværende brandhanenet i kommunen. Det fælleskommunale Rudersdal Hørsholm Brandvæsen har accepteret, at antallet af brandhaner reduceres, men indtil brandvæsenet er klar med en ny risikobaseret dimensionering, vil udrykninger til de berørte områder skulle suppleres med en ekstra tankvogn.

Præhospital

Region Syddanmark vil have sin egen lægehelikopter

Regeringen vil gøre de nuværende forsøg med lægehelikoptere i Danmark til en permanent ordning, men der ser kun ud til at være afsat midler til, at de nuværende helikoptere i Ringsted og Karup kan bevares. Dermed vil Region Syddanmark fortsat ikke være omfattet af lægehelikopterordningen, og det får nu regionsrådsformand Carl Holst til at reagere. Han har skrevet til sundhedsministeren og meddelt, at der er behov for en lægehelikopter i Region Syddanmark – måske ved, at en af de nuværende helikoptere flyttes. I første omgang vil regionsrådsformanden dog have helikopteren i Ringsted til også at dække Ærø og Langeland.