Måned: november 2011
Hovedstadens taxaer er hurtigere end ambulancerne
Hvis du bor i København og tilkalder både en ambulance og en taxa, så vil taxaen være fremme væsentligt hurtigere end Region Hovedstadens ambulance. Fra taxaen er ankommet, vil der faktisk gå næsten 1½ minut, indtil også ambulancen dukker op. Og selv hvis man forlader København og i stedet kigger på tallene for Vestegnen, så er taxaen stadig hurtigere end ambulancen.
50 mio. kr. til flere akut- og lægebiler – måske
Regeringen vil muligvis bruge 50 mio. kr. ekstra om året på nye akut- og lægebiler. I den nye finanslovsaftale mellem regeringen og Enhedslisten er de 50 mio. kr. afsat som en reserve, men det bliver op til regeringens akutudvalg at tage stilling til, om der er behov for pengene. Finanslovsaftalen indebærer også, at der afsættes færre penge til lægehelikoptere, end regeringen havde lagt op til, men at der som noget nyt bevilges et millionbeløb til en helt særlig vagtcentral.
Redningshelikopter fløj betjente til Ærø efter knivstikkeri
Flyvevåbnets redningshelikoptere har mangeartede opgaver. I weekenden måtte redningshelikopteren fra Skrydstrup således assistere politiet med at flyve to betjente fra Fyns Politi til Ærø, hvor politiet havde fået melding om et knivstikkeri. På grund af tåge kunne helikopteren imidlertid ikke flyve betjentene hjem igen, så her måtte Falck assistere med en båd.
Læger advarer region: Installation af GPS og SINE i lægevagtsbiler vil være aftalebrud
Region Sjælland vil gerne have lægevagten til at indgå i det præhospitale beredskab, så vagtlægerne kan sendes til f.eks. hjertestop, og selv om der endnu ikke er indgået en aftale med lægerne, vil regionen tilsyneladende gå i gang med at installere GPS- og SINE-udstyr i lægevagtsbilerne. Det får nu lægerne til at advare om, at det vil være et brud på lægevagtsaftalen mellem Region Sjælland og de praktiserende læger, hvis regionen vælger at installere udstyret, uden at der er indgået en aftale om, hvordan GPS- og SINE-signalerne skal håndteres.
Overvejer ordning med SMS til nærmeste førstehjælpere ved hjertestop
Fremover vil borgere, der er uddannede i førstehjælp, måske kunne få en SMS, hvis en person i lokalområdet får hjertestop. Ordningen findes allerede i Stockholm, hvor førstehjælpernes mobiltelefoner er registrerede på den lokale vagtcentral, og ved hjertestop kan vagtcentralen via telefonernes GPS-funktion se, om der er førstehjælpere i nærheden – og så tilkalde dem via SMS. Nu kommer der måske et forsøg med en lignende ordning i Frederikshavn-området. Det indgår i Danmarks største hjertestarter-projekt, som får et budget på 12 mio. kr.
Ulovligt at sende regninger for blinde alarmer videre til lejere
Hvis et brandvæsen modtager en blind alarm fra et lovpligtigt automatisk brandalarmeringsanlæg, der er installeret af et boligselskab, må brandvæsenet gerne sende en regning for udrykningen til boligselskabet. Derimod er det ulovligt, hvis boligselskabet sender regningen videre til den lejer, som var skyld i alarmen. Det fastslår den nye minister for by, bolig og landdistrikter.
Tænketank: Falck giver billigere brandslukning i Danmark
Danmark er blandt de billigste lande i den vestlige verden, når det gælder omkostningerne til brandslukning. Det viser den netop udkomne World Fire Statistics, som udgives af tænketanken The Geneva Association. Ifølge tænketanken kan årsagen til de lave omkostninger være, at Falck står for en stor del af brandslukningen, og at Falck har samdrift mellem brandslukning og andre opgaver som ambulancekørsel og autohjælp.
Politibetjent får erstatning efter Seest-katastrofen
En kvindelig politibetjent er netop blevet tildelt små 92.000 kr. i erstatning i forbindelse med Seest-katastrofen i 2004. Hendes radio løb tør for strøm under evakueleringsarbejdet, og hun var derfor ikke opmærksom på, at de øvrige politi- og redningsfolk trak sig væk fra området. Da fyrværkerifabrikken eksploderede, nåede hun at kaste sig ned bag en garage, men efterfølgende udviklede hun posttraumatisk stress.
Nordjylland vil have flere lægehelikopterflyvninger
Den nye lægehelikopter i Karup, som blev sat i drift den 1. juni 2011, har snart passeret de første 500 flyvninger. Men selv om helikopteren formelt er fælles for Region Midtjylland og Region Nordjylland, er den en sjælden gæst i det nordjyske, hvor der kun har været 60 flyvninger. Det vil Region Nordjylland nu gøre noget ved.