Præhospital

Falck-opkøb kan blive bombe under svensk udbud

Falcks opkøb af den svenske konkurrent Ulfab, der var på vej ind på det danske marked, er ifølge Region Hovedstaden undergravende for udbuddet af ambulancekørselen, fordi det kan give Falck mulighed for omgå Region Hovedstadens krav om, at der kun må bydes på ambulancekørsel i en del af regionen. Men det er ikke kun i Danmark, at opkøbet skaber bekymring. I Skåne er forberedelserne til et af de største svenske udbud af ambulancekørsel gået i gang, men Falcks køb af Ulfab indebærer, at markedssituationen har ændret sig drastisk, så Falck næsten har samme høje markedsandel som i Danmark. Derfor frygter Region Skåne, at det kan blive svært at få skabt konkurrence om ambulancekørselen.

Politi

Betjent kritiserer forholdene på alarmcentral

En betjent, der arbejder på alarmcentralen på politigården i Aalborg, retter nu kritik mod sin egen arbejdsplads. Han mener, at forholdene har kostet menneskeliv, blandt andet fordi der ikke er en fast bemanding på to mand på alarmcentralen. Ifølge betjenten er medarbejderne på alarmcentralen dybt frustrerede, og især er de vrede over, at en ledende medarbejder offentligt har placeret skylden for en disponeringsfejl hos medarbejderne.

Brandvæsen

Brandvæsen og Falck flytter sammen i Ribe

Fremover kommer ambulancerne i Ribe til at køre ud fra brandstationen på Odins Plads og ikke som hidtil fra Falck-stationen på Tøndervej. “Det tyder meget i hvert fald på efter de forhandlinger, som vi har haft med Esbjerg Kommune omkring et bofællesskab med brandvæsenet på stationen på Odins Plads”, fortæller områdeleder Rene Sigvartsen fra Falck.

Brandvæsen

Brandfolk i Holstebro klager over udbud

Selv om Falck i sidste uge blev erklæret vinder af en licitation over de næste ti års brandslukning i Holstebro Kommune, er sagen ikke slut. I et sidste forsøg på at redde Holstebros kommunale brandvæsen, har brandfolkene indbragt sagen for Klagenævnet for Udbud. Brandfolkene mener, at kommunen skulle have sendt brandslukningen i EU-udbud.

Brandvæsen

Falck vil ikke byde på brandslukning i Ringsted

Der bliver tilsyneladende ikke tale om den helt store spænding, når Ringsted Kommune åbner kuverterne med tilbud på brandslukningen i kommunen. Opgaven er i øjeblikket i udbud, men det ser ud til, at der kun kommer et enkelt bud, nemlig Ringsted Brand & Rednings. Falck har tilsyneladende valgt ikke at afgive et bud, bl.a. fordi der i udbudsmaterialet stilles nogle krav, som vil gøre det vanskeligt for Falck at få økonomi i opgaven.

Præhospital

Region skyder med skarpt mod kritikere

Når Københavns Brandvæsen og Falck har kritiseret Region Hovedstadens oplæg til det fremtidige ambulanceberedskab, så skyldes det ikke, at de to erfarne ambulanceoperatører nærer en reel bekymring for borgernes sikkerhed. Forklaringen er i stedet, at Københavns Brandvæsen og Falck har egne økonomiske interesser i området, og at de derfor er ude på at få øget antallet af ambulancer, så de kan tjene flere penge. Så kontant karakteriserer Region Hovedstaden den seneste tids kritik fra deres nuværende og formentlig også fremtidige samarbejdspartnere på det præhospitale område.

Præhospital

Københavns Brandvæsen: Det ender galt

Fronterne bliver nu trukket hårdt op mellem Region Hovedstaden og Københavns Brandvæsen. Københavns brandchef, Jan Axlev, retter nemlig en usædvanligt hård kritik mod regionens igangværende udbud af ambulancekørselen, der ifølge brandchefen vil ende galt. Jan Axlev mener, at Københavns borgere og borgerne i regionen kan se frem til et væsentligt dårligere serviceniveau med længere ventetider på ambulancerne, men det afviser regionen blankt.

Brandvæsen

Falck overtager brandslukningen i Holstebro

Med en enkelt stemmes flertal har byrådet i Holstebro tirsdag aften besluttet, at Falck de næste 10 år skal stå for brandslukningen i hele Holstebro Kommune. I forvejen varetager Falck opgaven i to af de mindre omegnskommuner, der ved kommunalreformen blev en del af Holstebro Kommune, men nu overtager Falck også opgaven fra det kommunale brandvæsen i Holstebro.

Præhospital

Ulfab ude af billedet i ambulanceudbud – opkøbt af Falck

Sveriges næststørste ambulanceoperatør, Ulfab, tegnede til at blive et af de mest spændende indslag i det igangværende udbud af de danske regioners ambulancekørsel. Ulfab var nemlig blevet prækvalificeret til at byde på opgaven i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, og dermed var der lagt op til, at Falck ville få hård konkurrence på hjemmebanen. Men nu er Ulfab ude af spillet om ambulancekørselen – Falck har nemlig købt den svenske konkurrent.

Google Maps
Brandvæsen

Gentoftes brandchef fratræder – og stillingen opslås ikke

Gentofte Kommunes brandchef, Carl Suhr-Jessen, der i april blev fritaget for tjeneste, har nu indgået en aftale med Gentofte Kommune om, at han fratræder sin stilling. Den hidtidige vicebrandchef, Stig Høeg Andersen, bliver konstitueret som brandchef, men indtil videre vil stillingen ikke blive slået op. Alt tyder nemlig på, at Falck er på vej til at overtage brandslukningen, og først når brandvæsenets fremtid er afklaret, vil der blive ansat en brandchef.