Google Streetview
Brandvæsen

Brandstation i Tarm lukkes fra 2009

Fra 1. januar 2009 er det slut med brandstationen i Tarm. Det ligger fast, efter at et enigt byråd i Ringkøbing-Skjern Kommune har vedtaget en ny plan for risikobaseret dimensionering. Samtidig ligger det fast, at Falck overtager brandslukningen i hele kommunen for en 10-årig periode, og at Falck skal bygge en helt ny station i Skjern. Samtidig sløjfes en del af de oprindelige planer om at reducere beredskabet på de forskellige stationer i kommunen. 

Præhospital

Polske reddere godkendt til arbejde i Danmark

Sundhedsstyrelsen har godkendt, at polske redderes uddannelse kan sidestilles med uddannelsen som ambulanceassistent og ambulancebehandler i Danmark. Så fra begyndelsen af 2008 forventer Falck at kunne ansætte 12 polske reddere i den danske ambulancetjeneste. Ansættelsen af de polske reddere er et af Falcks initiativer for at imødegå den store – og stigende – mangel på især ambulancebehandlere indenfor ambulancetjenesten. Et andet initiativ er, at Falck nu bryder med et af redningskorpsets hidtidige principper ved at lade visse liggende sygetransporter blive udført med såkaldte kolde ambulancer – det vil sige ambulancer, der ikke bemandes med en ambulancebehandler.

Google Streetview
Brandvæsen

Falck står til at miste brandslukningen i Bjerringbro

Falck må formentlig vinke farvel til endnu en brandslukningskontrakt fra årsskiftet. Indenfor kort tid skal politikerne i Viborg Kommune tage stilling til den fremtidige brandslukning i den tidligere Bjerringbro Kommune, og chefen for det kommunale brandvæsen i Viborg anbefaler overfor politikerne, at hans brandvæsen overtager brandslukningen i Bjerringbro fra konkurrenten Falck.

Politi

Politiet opretter ny brandsektion

Den 1. oktober opretter Rigspolitiets Kriminaltekniske Center, KTC, en ny brandsektion, hvor kompetencerne for brandundersøgelser skal samles i tre centre i Randers, Fredericia og København. Hidtil har politiets kriminalteknikere skullet undersøge alle typer sager fra drab til indbrud, røverier og brande. Men fremover skal en lille gruppe teknikere udelukkende koncentrere sig om og specialisere sig yderligere i brandundersøgelser.

Google Maps
Brandvæsen

Kommune og brandværn på anklagebænken

På onsdag sidder Sønderborg Kommune og Sønderborg Frivillige Brandværn på anklagebænken tiltalt for at have overtrådt loven om vagtvirksomhed. Det er Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Fagforening i Sydjylland, som i januar meldte beredskabschef Thomas Ellegaard og daværende brandkaptajn Henrik Ulbjerg til politiet. Forbundet mener ikke, at de frivillige brandfolk har autorisation til at udføre vagtvirksomhed. Sagen har principiel karakter, for hvis kommunen og brandværnet bliver dømt, får dommen betydning for alle andre frivillige brandværn, der udfører eller vil udføre vagtvirksomhed for kommunerne.

Præhospital

Død efter ulykke under sygetransport

En ældre kvinde fra Korsør er død, efter at en rutinemæssig sygetransport gik helt galt. Falck har før kørt kvinden til dialysebehandling på Slagelse Sygehus, men den 14. august faldt hun ud af sin kørestol på vej ned ad en trappe og pådrog sig kraniebrud. Den 25. august døde den gamle dame af sine kvæstelser. Ulykken skete, mens redderen benyttede den såkaldte scalamobil på larvefødder. Den er konstrueret til at få en kørestol ned ad trapper, mens patienten sidder i sin kørestol.