Brandvæsen

Kommune, Falck og virksomhed samarbejder om brandstation

Torsdag skal borgmesteren i Randers indvie en ny brandstation i Kristrup, som er begyndelsen på et helt nyt og unikt samarbejde mellem Falck, Randers Kommune og virksomheden Fyns Kran Udstyr. Både Falck og ledelsen hos Fyns Kran Udstyr har store forventninger til samarbejdet, som de begge regner med vil være til gavn for alle parter. 11 ud Fyns Kran Udstyrs 24 medarbejdere har sagt ja tak til at blive brandfolk.

Brandvæsen

Vidne kritiserer slukningsarbejde ved storbrand

Den voldsomme brand, der tirsdag eftermiddag og aften hærgede på et autoværksted og dæklager i Valby, kunne have været knap så voldsom. Det mener i hvert fald et vidne. “Det var alt for dårligt”, siger mekaniker Robert Larsen om slukningen af branden i Valby. Ifølge mekanikeren tog det over 20 minutter for brandfolkene at komme i gang med brandslukningen. Det medførte, at dæklageret, hvor ilden var startet, og de omkringliggende bygninger brændte ned.

Brandvæsen

Brandfolk fra Gøteborg skal komme København til hjælp

Københavns Brandvæsen ruster sig til at håndtere en større brand på Prøvestenen i den nordlige del af Københavns Havn, hvor de fleste benzin- og olieselskaber har lagre. På prøvestenen har man ellers et fast slukningsanlæg, men en storbrand for to år siden i London viste, at faste anlæg ofte ikke virker. “Vi mangler kapacitet til at klare storskala brandslukning, hvis vi ikke har adgang til de faste slukningsanlæg på Prøvestenen. Derfor er vi ved at implementere et nyt mobilt beredskab, der kan støde til fra Sverige”, siger brandingeniør og brandinspektør i Københavns Brandvæsen, Kristian Levy.

Google Streetview
Brandvæsen

To eller fire brandstationer i Skanderborg Kommune?

I dag har den nye Skanderborg Kommune fire brandstationer, nemlig Skanderborg, Galten, Ry og Hørning, hvor sidstnævnte er en hjælpestation. Beredskabet har opstillet fire modeller for risikobaseret dimensionering, og her anbefaler beredskabet selv, at de fire byer stadig skal have brandstationer – og at Hørning endda skal opgraderes til en egentlig brandstation. En anden model går imidlertid ud på, at der kun skal være brandstationer i Skanderborg og Galten, mens Ry bliver hjælpestation og den nuværende hjælpestation i Hørning helt nedlægges.

Præhospital

Nyt radiosystem har ikke tilstrækkelig kapacitet

Samtidig med, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at brugen af telemedicin og elektronisk dokumentation udvikles og forøges indenfor det præhospitale beredskab, så vil det kommende radiosystem til beredskaberne, som Økonomistyrelsen i øjeblikket har i udbud, ikke have tilstrækkelig båndbredde til at transmittere de billeder og data, som der er behov for. Falck ønsker en hurtig afklaring på problemstillingen.

Politi

Falsk anmeldelse i omdiskuteret sag om alarmopkald

Der kommer stadig nye oplysninger frem i den omdiskuterede sag fra Udbyhøj ved Randers, hvor en familie nytårsnat måtte ringe adskillige gange til alarmcentralen inden politiet rykkede ud – selv om en sindsforvirret nabo gentagne gange havde skudt mod familiens hus. En ny redegørelse fra politiet viser, at familien undervejs indgav en falsk anmeldelse om, at en person var blevet skudt i ansigtet. Politiet erkender dog, at man burde have været hurtigere fremme, og at forsinkelsen skyldes en kombination af travlhed og disponeringsmæssige fejlskøn.

Præhospital

Dræbt i sammenstød med ambulance

En ældre kvinde blev fredag aften dræbt, da hun og en ældre mand kørte frem for ubetinget vigepligt og blev ramt af en ambulance fra Falck. Mandens tilstand er ifølge Østjyllands Politi i Århus kritisk. Ulykken skete ved Rønde nordøst for Århus. Ambulancen kørte ikke med udrykning, og de to Falck-reddere slap med mindre skader.

Brandvæsen

Sammenbragte radiosystemer giver problemer

Brandfolkene i Skanderborg har svært ved at tale sammen. Den nye storkommune har nemlig arvet tre forskellige radiofrekvenser fra de gamle kommuners brandvæsener, og det giver problemer med at få forbindelse med indsatslederne, der nu dækker hele den nye kommune. “Jeg bor selv i Galten, og det kniber lidt med radiodækningen i Galten”, fortæller beredskabsinspektør Johnny Damgård. Derfor har brandvæsnet foreløbigt været nødt til at sætte en ekstra beredskabsinspektør på vagt i Skanderborg, når Johnny Damgård har vagt.

Præhospital

Hård kritik af Falck fra tidligere medarbejder

De seneste år har mange virksomheder oplevet, at der oprettes såkaldte hade-sider om dem på Internettet. Og nu er turen også kommet til Falck. På hjemmesiden Fuck-Falck.dk fortæller en tidligere medarbejder om det forløb, der i maj 2006 førte til, at han måtte forlade Falck. På hjemmesiden rettes der hårde personangreb mod navngivne medarbejdere i Falck, ligesom Falck beskyldes for at svindle med afgiftsfritagede køretøjer, bl.a. ved at anvende udrykningskøretøjer til vægteropgaver for Korsør Kommune.

Brandvæsen

Brandfolk opfordrer regeringen til at droppe fælles radionet

Et nyt, fælles radionet for det danske beredskab vil blive alt for dyrt set i forhold til radionettets fordele. I stedet bør milliarderne anvendes på at styrke det daglige beredskab. Det mener Landsklubben For Deltidsansatte Brandfolk (LFDB), som opfordrer regeringen til at opgive planerne om at indføre et Tetra-baseret radionet og i stedet satse på de eksisterende kommunikationssystemer, der ifølge LFDB dækker både det nuværende og fremtidige behov.