GPS-udstyr viste forsinket brandudrykning
Tidligere på året investerede Jernløse Kommune 90.000 kr. i GPS-udstyr til at overvåge Falcks lokale brandslukningskøretøjer. Formålet var at kontrollere, om Falck overholder udrykningstiderne, efter at den lokale brandstation i Jernløse Kommune ved årsskiftet blev nedlagt, hvorefter brandslukningen i Jernløse i stedet blev fordelt mellem Falck-stationerne i Holbæk, Tølløse og Mørkøv. Og nu har GPS-udstyret for første gang vist, at et brandkøretøj ikke var fremme indenfor tidsgrænsen på 15 minutter.