Brandvæsen

Indsatsleder dræbt under nedstyrtet mur

Den 59-årige beredskabsinspektør Knud Møller fra Horsens Brandvæsen omkom, da han under en gårdbrand i Østbirk den 19. januar blev ramt af en væltende mur. Branden brød ud omkring klokken halv seks, da der gik ild i laden på en gård på Ryvej. Bygningen rummede blandt andet landejendommens maskiner og et oplag af halm. På et tidspunkt styrtede tagkonstruktionen sammen, og kort efter væltede den ene mur ned over indsatslederen, Knud Møller. Hårdt kvæstet blev han kørt til Horsens Sygehus, men var død ved ankomsten.

Præhospital

Nordjyllands Amt skærer i ambulanceberedskabet

Også i Nordjyllands Amt betyder besparelser, at ambulanceberedskabet bliver reduceret. Amtet hæver dem gennemsnitlige responstid for amtet som helhed fra 8,6 minutter til 9,2 minutter. Flere ambulanceberedskaber nedlægges, og erstattes af akutbiler, og desuden ændres åbningstiden for deldøgnsberedskabet i flere byer.

Brandvæsen

Revisorkritik af brandvæsen

I en periode har chefen for Hvalsø Brandvæsen attesteret sine egne regninger, uden at andre har kontrolleret om udgifterne nu også var rigtige. Det fremgår af en kritisk revisionsrapport, som Hvalsø Kommunes revisionsfirma har udarbejdet. Ifølge Holbæk Amts Venstreblad er der dog ikke tale om at der på nogen områder er brugt penge, der ikke har været fornuftig dækning for, men bilagene er blot ikke blevet behandlet korrekt.

Præhospital

Falck og amt præciserer aftale

Økonomiudvalget i Vestsjællands Amt har tiltrådt en række præciseringer i aftalen mellem Falck og Vestsjællands Amt om patienttransport. Amtet har konstateret nogle forholdsvis store stigninger i udgifterne til Falck i 2001 og 2002. Drøftelserne med Falck har ført til, at kørsel med amtets lægeambulancer, sygeplejerskebil og Falcks akutbiler holdes ude af de generelle afregninger, samt at kørslerne med Falcks akutbiler fremover afregnes til en fast pris uanset aktiviteten. |