Politiets SINE-kontrakt var ulovlig – men kan fortsætte

Arkivfoto

Rigspolitiet handlede i strid med udbrudsreglerne, da politiet i 2010 som led i et forlig indgik en ny kontrakt med virksomheden Terma. Forliget var en konsekvens af, at Terma ikke kunne levere den aftalte kontrolrumssoftware til SINE-netværket, men selv om forliget var ulovligt, kan kontrakten fortsætte, slår Østre Landsret fast.

Hele sagen startede, da Økonomistyrelsen i 2008 indgik en kontrakt med Terma om levering af kontrolrumssoftware til beredskabets nye kommunikationssystem, SINE. Kontrakten havde en værdi på 300 mio. kr., hvortil kom forskellige optioner, som de enkelte beredskaber kunne vælge at udnytte, og som havde en værdi på op til 227 mio. kr.

Rigspolitiet overtog ansvaret for kontrakten i slutningen af 2008, og dermed var det Rigspolitiets SINE-sekretariat, som i de følgende år måtte kæmpe med Terma, der viste sig ikke at kunne levere en funktionsdygtig software – og dermed ikke kunne opfylde kontrakten.

I 2010 kulminerede problemerne, da SINE-sekretariatet efter lang tids forhandlinger med Terma reelt opgav håbet om, at Terma nogensinde ville kunne levere kontrolrumssoftwaren.

Kontrakt blev opgivet – og erstattet af ny

Intense forhandlinger mellem SINE-sekretariatet og Terma resulterede i, at de to parter den 14. oktober 2010 indgik en forligsaftale. Forliget indebar, at den oprindelige kontrakt blevet skrottet, men samtidig blev der indgået en ny – og væsentligt mindre – kontrakt om, at Terma skulle levere 12 radiodispatcher til politiet. En radiodispatch er den software, der sikrer, at en operatør i et kontrolrum via SINE kan komme i kontakt med de enkelte terminaler. Terma fik desuden kontrakt på at vedligeholde radiodispatcherne i tre år, ligesom Terma overdrog dele af selskabets centrale serverfarme til politiet.

Som vederlag for de forskellige ydelser fik Terma 85 mio. kr., hvoraf de 30 mio. kr. var betaling for radiodispatcherne, 5 mio. kr. dækkede vedligeholdelsen og 50 mio. dækkede serverne.

Problemet var bare, at SINE-sekretariatet – efter rådgivning fra statens advokat, Kammeradvokaten – valgte at indgå den nye kontrakt med Terma uden at sende den i udbud. Og netop det var årsagen til, at virksomheden Finn Frogne valgte at klage til Klagenævnet for Udbud. Finn Frogne anførte i sin klage, at virksomheden ikke havde budt på den oprindelige kontrakt, men den nye kontrakt havde derimod et indhold, som gjorde, at Finn Frogne ville have budt på opgaven, hvis den var blevet sendt i udbud.

Ingen erstatning – og kontrakten fortsætter

Klagenævnet for Udbud anerkendte i sin afgørelse, at den del af den nye kontrakt, som vedrører levering af radiodispatcher, falder inden for de lovlige grænser for en forligsaftale, fordi det er en reduceret udgave af den oprindelige kontrakt. Men aftalen om, at politiet overtager servere for 50 mio. kr., var derimod et køb af helt nye ydelser, som ikke var en del af den oprindelige kontrakt, og derfor konkluderede klagenævnet, at SINE-sekretariatet handlede i strid med principperne om gennemsigtighed og ligebehandling i EU’s udbudsdirektiv.

Da SINE-sekretariatet således handlede i strid med udbudsreglerne, afgjorde klagenævnet, at sekretariatet skulle betale 60.000 kr. til Finn Frogne til dækning af sagsomkostninger.

Finn Frogne valgte at indbringe sagen for retten for at få erstatning og for at få ophævet kontrakten. Og kort før jul afsagde Østre Landsret så dom i sagen.

Det fremgår af dommen, at landsretten er enig med klagenævnet – nemlig at det var i orden, at Rigspolitiet og Terma aftalte at videreføre en begrænset del af den oprindelige kontrakt. Derimod var aftalen om overdragelse af serverfarme til staten i strid med udbudsreglerne.

Landsretten når dog frem til, at der ikke er grundlag for at ophæve kontrakten eller for at give erstatning til Finn Frogne, og den del af dommen bliver dyr for Finn Frogne. Konsekvensen er nemlig, at Finn Frogne anses for at være ”den overvejende tabende part” i sagen. Det indebærer, at virksomheden skal betale 500.000 kr. i sagsomkostninger til Rigspolitiet.

Sagen er dog ikke endeligt afgjort, da Finn Frogne har anket dommen til Højesteret.

Tilfredshed hos politiet

”Østre Landsret kommer frem til samme resultat som Klagenævnet for Udbud tidligere var kommet frem til, så for så vidt er der ikke noget nyt i sagen. Jeg noterer dog med tilfredshed, at Østre Landsret ikke fandt grundlag for at erklære den indgåede aftale uden virkning. Det betyder, at politiet kan køre videre med den radiodispatchløsning, der er leveret af Terma A/S. Samtidig bør det bemærkes, at Østre Landsret anser Finn Frogne A/S som den overvejende tabende part i sagen, hvorfor Finn Frogne A/S skal betale 500.000 kr. i delvise sagsomkostninger til Rigspolitiet”, siger sekretariatschef Peter Carpentier fra Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation.

Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation er i dag ansvarlig for drift og udvikling af SINE.

Annonce