Røgalarmer: Nordjyderne er mere brandsikre end københavnerne

Nordjyderne er bedst til at huske røgalarmen, og er du under 30, er du mindre tilbøjelig til at vide, om din røgalarm rent faktisk virker. Det viser en ny undersøgelse. Ifølge undersøgelsen er det ganske tæt på, at alle i Nordjylland i dag har en røgalarm, mens kun otte ud af 10 i Hovedstadsområdet har en røgalarm.

Det er forsikringsselskabet LB Forsikring, som i en medlemsundersøgelse har kigget på anvendelsen af røgalarmer.

I undersøgelsen svarer 86 pct. af medlemmerne af LB Forsikrings Medlemspanel, at de har mindst én røgalarm i hjemmet, men procenten varierer, når man kigger på antallet af røgalarmer i de forskellige regioner.

Er du bosat i Region Nordjylland, er der således en større sandsynlighed for, at du har en røgalarm i din bolig, end hvis du er bosat i Region Hovedstaden. I Nordjylland ejer 96 pct. nemlig en røgalarm, hvor tallet i Region Hovedstaden er på 79 pct. For de øvrige regioner er tallet omkring 88 pct.

“Brand kan opstå i alle boliger, og det er derfor vigtigt at anskaffe sig en røgalarm, uanset hvor i landet man er bosat. I Region Hovedstaden og særligt København kan en brand sprede sig til omkringliggende lejligheder, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vores medlemmer i hovedstaden også husker alarmen”, siger Sune Bille Larsen fra LB Forsikring.

Flere unge ved ikke, om røgalarmen virker

En vigtig forudsætning for, at en røgalarm kan leve op til sit formål, er selvfølgelig, at den virker. Alligevel svarer 15 pct. i aldersgruppen under 30, at de ikke ved, om deres røgalarm virker. I den anden ende af aldersskalaen, nemlig hos de 65+ årige, er tallet nede på 4 pct.

Tallene for de øvrige aldersgrupper er 9 pct. for de 30-49-årige, og blandt de 50-65-årige er det 5 pct., der ikke ved, om deres røgalarm virker.

“Man bør tjekke sin røgalarm løbende, så man ved, at den også virker og er fuldt funktionsdygtig. Ellers risikerer man, at man har en falsk tryghed i sin bolig”, understreger Sune Bille Larsen.

Annonce